29. jun 2017

Medlemsmøde – Mød Danmarks førende innovationsekspert Kim Bisgaard!

Kig indad for at kigge ud og fremad

Nogle gange er det en god idé at bruge bakspejlet for bedre at kunne se og forstå, hvad der om lidt kan ses gennem forruden. Det var afsættet i Kim Bisgaards indlæg i månedens medlemsmøde i Erhverv Grenaa.

At Kim Bisgaard, der er direktør i Innovationlab i Aarhus, langsomt men sikkert er blevet draget af Djursland, og har et solidt lokalkendskab, skinnede tydeligt igennem, da han udfordrede tilhørerne om emnet Grenaa og fremtidens erhvervsliv.

I har det meste

Kim havde taget udgangspunkt i den rapport om Grenaas erhvervsmuligheder, der er en af baggrundene for dannelsen af Erhverv Grenaa. Selv om han generelt roste indholdet, fandt han også, at den enkelte steder var deprimerende læsning. “Rapporten peger på ting, I ikke selv mener, I har, men det er løgn og latin,” sagde han rosende.

“I skal finde og dyrke jeres eget DNA. For eksempel har I masser af plads, i modsætning til storbyerne, som fortrænger naturen,” fortsatte han og pegede på, at Grenaa skal være helt sig selv og for eksempel ikke et mini-Randers.

“Hvis folk gerne vil arbejde her, er I endda villige til at lade dem flytte hertil,” jokede han. At langt over halvdelen af de forsamlede var »tilflyttere«, opfattede han som et godt eksempel på, at byen evner integration super godt.

Ude er det nye inde

Det blev også til en tur i fremtidsmøllen, hvor industrien er robotstyret, og vi har selvkørende biler. “Flere vil frisætte sig selv, og det er allerede en trend, at en del gerne vil undgå storbyen. Tænk på Samsø eller Klitmøller, hvor lokale værdier og initiativer har skabt fælles idenditet og bemærkelsesværdig udvikling.”

“Mange bliver i fremtiden selvbeskæftigede og det matcher godt med at bo i naturen, og leve et simpelt og sundt liv, som mange allerede i dag efterspørger.” Og så kom der et godt råd med på vejen om bosætning: “Folk skal ikke flytte hertil, fordi de kan bo billigt. Det er en dum strategi med lave priser.”

 

Billedtekst:
Kim Bisgaard: I har masser af lokal værdi.

Vil du være med…

· til at booste væksten i Grenaa?
· i et proaktivt erhvervsnetværk?
· til at påvirke erhvervspolitikken?

Bliv medlem