Erhverv Grenaa PRISEN 2025

Erhverv Grenaa PRISEN 2025 til Grenaa Havn A/S

Grenaa Havn A/S har gennem en årrække ydet en markant og vedvarende indsats for at styrke erhvervslivets rammevilkår i Grenaa-området og på Djursland. Havnen fungerer som et centralt infrastrukturelt omdrejningspunkt for både lokale og internationale virksomheder og spiller en afgørende rolle for områdets konkurrenceevne, tiltrækning af investeringer og fastholdelse af arbejdspladser. Samtidig er organisationen vokset betydeligt med både operationelle og administrative profiler.

Med en klar strategisk retning og dokumenterede, solide driftsresultater har Grenaa Havn skabt et stabilt fundament for erhvervsudvikling. Havnen har aktivt bidraget til erhvervspolitiske drøftelser om infrastruktur, transport og fremkommelighed og har været en tydelig stemme for nødvendigheden af langsigtede investeringer i logistik og adgangsforhold – til gavn for hele det lokale erhvervsliv.

Grenaa Havn har samtidig udvist ledelsesmæssig og strukturel nyskabelse gennem etablering af strategiske partnerskaber på tværs af kommune- og landegrænser, herunder Kattegat Port Alliance. Disse samarbejder styrker regionens position i den grønne omstilling og åbner nye forretningsmuligheder inden for energi, cirkulær økonomi og fremtidens transportløsninger.

Med et tydeligt ESG-fokus arbejder Grenaa Havn målrettet med miljøforbedringer, ansvarlig drift og udvikling af nye grønne værdikæder, hvor certificeringer i kvalitet, miljø og arbejdsmiljø udgør et sikkert fundament. Havnen tager et lokalt ansvar for ungdomsuddannelse – blandt andet har den indgået en partnerskabsaftale om Ungeløftet, ligesom den driver et mentorprojekt sammen med Norddjurs Kommune og overbygningsklasserne. Havnen har ligeledes stiftet en årlig pulje på pt. 100.000 til legater og sponsorater til uddannelseshjælp, socialt arbejde eller støtte til lokale foreninger, klubber og arrangementer. Dermed bidrager havnen til at styrke erhvervsuddannelserne og understøtter initiativer, der beriger borgerne i Norddjurs Kommune.

Grenaa Havn A/S – også kendt som »Porten til Kattegat« – er dermed ikke blot en havn – men en samlende, fremadskuende og ansvarlig erhvervsmotor for hele Grenaa-området og en fuldt fortjent modtager af Erhverv Grenaa PRISEN 2025.

Erhverv Grenaa PRISEN 2025 består af en bronzeskulptur, der er udført af den lokale kunstner Bjørn Kromann og er sponsoreret af Sparekassen Kronjylland Grenaa.

 

Tidligere vindere:

2024: Ebeltoft Gaardbryggeri
2023: HSM Industri A/S

 

 

 

Vil du være med…

· til at booste væksten i Grenaa?
· i et proaktivt erhvervsnetværk?
· til at påvirke erhvervspolitikken?

Bliv medlem